af Mikkel Andersen, Director Hill+Knowlton Strategies Danmark

Lige siden Kellyanne Conway slyngede begrebet “alternative fakta” ud i æteren, har alverdens medier og eksperter inden for kommunikation, journalistik og ledelse haft travlt med at fordømme og fordumme begrebet under én fælles front: alternative fakta er løgn og latin. Men er det sandt?

For overhovedet at kunne tale om alternative fakta må vi starte med dets opfattede modpol – sandheden. Sandhed er (og er altid blevet) skabt gennem måden, vi fortæller og genfortæller hændelser i verden, som vi selv har oplevet dem. Ergo er verden fyldt med alternative fakta. Så hvorfor hidser vi os op nu?

Jeg mener, at det hænger sammen med den udvikling, vi i disse år ser i kommunikation og samfundet som helhed. Vi er blevet mere optaget af, hvad der er korrekt, hvad der er reelt, og hvad der er “det rigtige” ud fra en forståelse af, at der findes én ædel og hellig sandhed. Desværre er verden ikke så simpelt indrettet – og kommer heller aldrig til at blive det. Når vi så alligevel higer efter at finde en form for rettesnor i vores syn på verden og kommunikation med hinanden, er det fordi den meget usikre og komplekse verden, vi lever i nu – med nye former for ledere, virksomheder, job og relationer – skaber tilpas meget virvar. Det giver os behov for at have andre faste holdepunkter, også i vores ledelsestilgang.

 
Fakta er ikke lykken alene

Vi vender os blindt mod fakta, tjek, kontrol, systemer og processer i håbet om, at de versioner af sandheden kan give os fast grund under fødderne. Det sker på alle niveauer – på vores institutioner, arbejdspladser samt i vores måder at lede og kommunikere på. Konsekvenserne er, at gråzonerne udviskes og erstattes af et univers præget af absolutter. Verden er enten hvid eller sort, korrekt eller forkert.

Vi kender alle de afledte effekter. Tv-interviews med politikere omkring deres beslutninger, holdninger og love, der uanset kompleksiteten reduceres til simple ja-nej situationer, der kun kan være enten gode eller dårlige. Eller i virksomhedernes relation til medierne, hvor medierne portrætterer virksomhederne som enten successer eller kriseramte. Etc.

Hvad har det med alternative fakta at gøre? En hel del. Hele debatten omkring selve begrebet er kun relevant, fordi den netop diskuteres i nutidens tidsånd – hvor forestillingen om den ædle, rene sandhed er idealet for al kommunikation.

Det er hyklerisk, hvis I spørger mig. Al kommunikation er alternativ. Vi har altid haft for øje at præsentere os selv og vores agendaer på en måde, der er mest fordelagtig for os selv – både som mennesker, medier og virksomheder. I medieregi kalder man det at vinkle en historie – og den skal helst være knivskarp – og have konsekvenser for samfundet. På et personligt plan handler det om førstehåndsindtrykket, hvor vi måske pynter lidt på sandheden omkring vores bedrifter, inden vi skal på første date med drømmefyren/kvinden. Og i virksomhedsregi “framer” vi vores budskaber, så vores tiltag tager sig bedst muligt ud og fremmer vores forretning.

Mener vi virkelig, at det er milevidt fra alternative fakta?

 
Naiv jagt på ærlighed – men vi skal blive ved

Vi bør erkende, at alternative fakta er indlejret som en naturlig del af vores verden – og at de altid har været det. Vi skal selvfølgelig altid være skeptiske over for information og kommunikation og afkode det, men at bilde os selv ind, at vi først nu i 2017 bliver ført bag lyset, er (undskyld mig) lidt naivt. Dermed ikke sagt, at det er OK at lyve og digte bevist. Vi skal altid stræbe efter at anvende viden, fakta og kommunikere med og lede andre på den mest ærlige og oplyste måde. Men at finde én fælles sandhed er ikke muligt.

Ud fra et ledelses- og kommunikationsperspektiv kan diskussionen om alternative fakta i min optik betyde to ting:

  • Set fra et kynisk perspektiv: pas på med at frame og vinkle din kommunikation for hårdt i disse tider. Risikoen for at blive stemplet som en alternative fakta-fortæller er høj og dit/din virksomheds omdømme kan hurtigt tage en tur ned af kurven.
  • Set fra et mere nuanceret perspektiv: gør som du altid har gjort – undgå at lyve. Opfør dig ordenligt over for andre og vær villig til at justere og anerkende, hvis den sandhed, du troede på, viser sig ikke at holde vand længere.

Verden er én stor fortælling, og vi er alle en del af den globale performance-akt, vi kalder virkeligheden. Om vi kan lide vores roller og stykkets klimaks er en hel anden snak, men det er på ingen måde de alternative faktas skyld.

Også bragt i Børsen Ledelse den 2. marts, 2017:  http://ledelse.borsen.dk/artikel/1/340829/alternative_fakta_er_ikke_specielt_alternative.html#ixzz4baaobvWH  

 

Privacy Policy

We have updated our Privacy Notice for this website. Please click below to review.

View Privacy Policy